Hendels Corner – af Lars Hendel, Technica.
Tidligere fodboldjournalist på BT og Berlingske, har skrevet om fodboldverdenen fra stadions i Superligaen og til VM-finaler.
Fodbold-ekspert og -debattør på TV3, og nu medierådgiver for fodboldspillere på internationalt plan i klubber som Barcelona og Sevilla.
Ved du, hvem der var den første dansker i Real Madrid?
Hvem der vandt to tyske, to spanske og et hollandsk mesterskab i 1970erne?
Hvem der skiftede direkte fra Nørresundby i Danmarksserien til verdensstjerne-status hos Bundesligaens mesterhold?
Kom på Danmarks landshold uden at have spillet en eneste divisionskamp?
Måske ved du, at det er Henning Jensen, og i så fald ved du det nok, fordi medierne lige har fortalt om ham på grund af hans kræft-død som 68-årig.
For døden har gjort den glemte legende levende igen.
Mange mindes Michael Laudrups tryllerier og ved, at Allan Simonsen som den eneste dansker nogensinde har vundet Ballon d’Or.
Men Henning Jensen var samme vilde verdensklasse i de 9 år, hvor han spillede i Borussia Mönchengladbach, Real Madrid og Ajax Amsterdam – tre af klodens stærkeste klubber dengang.
Når Henning Jensen ikke huskes og hyldes på samme måde, skyldes det selvfølgelig tiden, men nok også hans nordjyske væsen, hans beskedenhed og selvudslettende forklaringer om, at når han scorede et fantastisk mål for Real Madrid, vandt et mesterskab eller klaskede to kugler i kassen i sin debut for det tyske mesterhold, så var han ‘heldig’.
Som fodboldjournalist har jeg talt med ham flere gange – med respekt og ærefrygt for en af min barndoms store helte, og med en lille irritation over, at han næste var ‘for pæn’, for diplomatisk, for stille.
For på banen var hans stil langt fra stille, men sprudlende og spektakulær, og hans niveau himmelhøjt som et af Danmarks største fodboldtalenter nogensinde.
Manden med de smukke mål, den svævende stil.
Med mindet om, hvor vægtløst vidunderligt fodbold kan være, bevaret i billedet fra Wembley fra ‘EF-kampen i 1973’. Dengang som nu: Fodboldenglen. Henning Jensen er død, men legenden lever.
Hvil i fred, Henning Jensen.
—-
Hvis du har lyst, så tjek Henning Jensen på youtube og på nettet.
70er fodbold var sort-hvide fotos og grynede tv-billeder, men et lille ekko af Henning Jensens mål lever derude på nettet.
Så tag web-adressen her og kopier den – klik og kik!
Et af mange mål for Borussia Mönchengladbach, mens de fører Bundesligaen.
https://www.youtube.com/watch?v=_zVWh1HuRz0
Og hans berømte hovedstødsmål på Wembley, på oplæg fra den engelske Manchester United-legende og VM-helt, Bobby Charlton.
https://www.dr.dk/sporten/fodbold/landsholdet/fodboldspilleren-henning-jensen-er-doed
Foto af Henning Jensen som ‘Fodboldenglen’:
http://politiken.dk/sport/fodbold/art6236935/Fodboldenglen-tabte-sin-sidste-kamp
Henning Jensen Goal 1973
Danish striker Henning Jensen scores this great goal in a 1973 Bundesliga game for Borussia Mönchengladbach. The fine assist is by Horst Köppel
youtube.com