News

Når far er verdens bedste fodboldspiller

Når far er verdens bedste fodboldspiller

Messi og Ronaldo.
De seneste 10 år har drabelige dueller mellem verdens to største stjerner mere end noget andet fyldt i fodboldverdenen.
De to giga-stjerner er begge i 30erne, og snart kan det være tid til sidste spark i deres vilde karrierer, men måske kan vi spole tiden frem med 10-15 år og opleve det hele en gang til: Messi mod Ronaldo, næste generation.
Begge bold-troldmænd har sønner, der spiller fodbold, og tidlige videoer af de to største drenge afslører klart talent.
Cristiano Junior er i øvrigt 869 dage ældre end Thiago Messi - præcis samme antal dage, som Cristiano Ronaldo er ældre end Leo Messi…
Det er dog slet ikke sikkert, at der bliver en 'giganternes kamp, næste generation', for selv om de uden tvivl har arvet gode gener til fodbold, er der stadig lang vej til at blive professionel, endnu længere til at blive topspiller - og næsten uoverskueligt langt til at blive verdensstjerner som fædrene.

Det kan være en fordel at træde i fars fodspor som fodboldstjerne, for det kan betyde gode tips og stærk træning hjemme i haven og dermed en hurtigere vej til toppen.
Men det kan også være en ulempe at skulle kæmpe sig ud af en superstjerne-fars store skygge på fodboldbanen og selv stå i rampelyset.
Især, når far er verdens bedste fodboldspiller.

Pelé
Bevæbnet med videoer - indimellem i sort-hvid - og fodboldhistorie-bøger vil mange ældre fodboldfreaks nok fortælle dig, at den største spiller nogensinde er Pelé.
Den brasilianske boldtroldmand scorede over 1000 mål i karrieren og vandt tre gange VM - som den eneste spiller nogensinde.
Helt så godt gik det ikke Pelé’s søn på fodboldbanen, der blev født et par måneder efter Pelé’s tredje VM-titel i 1970.
Edinho voksede op i New York hos sin mor, der var blevet skilt fra Pelé. Edinho var i USA dygtig til alt sport, især basket og ishockey, men fodboldgenerne slog igennem, og Edinho begyndte i teenage-tiden at spille mere 'soccer'.
Evnerne med fødderne rakte ikke helt til en karriere som markspiller, så han hoppede ind på målstregen. Det var han så skarp til, at han som 19-årig rejste til sit andet hjemland Brasilien og som målmand skrev sin første professionelle kontrakt.
Det kunne ligne starten på noget stort for 'Kong Fodbolds Søn', men Edinho havde det svært med forventningerne fra hele det fodbold-crazy Brasilien, og det blev ikke mindre af, at han spillede i sin legendariske fars klub, Santos.
Karrieren bød på flere klubber, men sluttede tilbage i Santos - hvor han også forsøgte sig som træner.
Edinho bukkede under for presset på banen, og endnu værre gik det udenfor fodbolden.
I 2018 sidder sønnen til selveste Pelé i fængsel, blandt andet for at smugle narko.

Lad os allesammen håbe, at det går bedre både på og udenfor banen for sønnerne til nutidens udgaver af Pelé; nemlig Leo Messi og Cristiano Ronaldo.

Nov 29, 2018